-
Beskæftigelsen steg igen i september
ソース: BDK Finans / 21 11 2024 01:29:13 America/Chicago
Beskæftigelsen viste svaghedstegn i august, hvor den faldt med 1500 personer. Men der var måske tale om en enlig svale, for torsdag morgen har Danmarks Statistik opgjort tallene for september, og de viser en fremgang på 4300 personer. Dermed var der ved månedens udgang 3.029.400 lønmodtagere i Danmark, og det er aldrig set højere. Det svarer til en fremgang på knap 28.00 personer hen over det seneste år eller 0,9 procent. For Palle Sørensen, der er cheføkonom hos Nykredit, kommer stigningen ikke helt uventet. - Knækket i beskæftigelsen i sommermånederne, som sidste måneds opgørelse viste, harmonerede ret dårligt med de øvrige indikatorer for arbejdsmarkedet, herunder ledighed, antal ledige stillinger og mangel på arbejdskraft, siger han i en kommentar. Hos Sydbank forventer seniorøkonom Mathias Dollerup Sproegel dog ikke, at beskæftigelsen vil vokse i samme tempo den kommende tid. - Vores hovedscenarie er fortsat fremgang i dansk økonomi, men vi har især øje på afmatningen hos vores tyske naboer. - Mange hænder er involveret i eksporten til Tyskland, og en vækstkrise i Tyskland er derfor en trussel mod det danske arbejdsmarked, siger han i en kommentar. Mette Hørdum Larsen, der er cheføkonom hos Lederne, vurderer også, at jobvæksten vil fortsætte i et lavere gear fremover. - Arbejdsmarkedet kan meget vel tabe yderligere fart, og det er heller ikke utænkeligt, at beskæftigelsen vil falde lidt på et tidspunkt. - Men det vil være som led i en normalisering af økonomien efter nogle år, hvor det er gået rigtig stærkt. Det samlede jobtab vil nok være begrænset set i lyset af den kraftige fremgang, vi har set over de senere år, siger hun i en kommentar. /ritzau/ https://www.berlingske.dk/business/beskaeftigelsen-steg-igen-i-september